Bag om bogen

Der er blevet pjattet og grint, så tårerne trillede gennem det flere år lange arbejde med at skrive Fantastiske fabler fra Fanø, men det har også været hårdt arbejde undervejs.

Det er mine to piger Ida Marie og Josefine Olsen fra Kolding, der har digtet alle fablerne.

Oprindelig opstod idéen til bogen, da Niels-Viktor Mølsted delte nogle af sine fotos på den regionale tv-station TV SYDs Facebookside. Som daværende redaktør på TV SYDs sociale medier kommenterede jeg billederne og opmuntrede bl.a. Niels-Viktor til at forsøge at få nogle af dem udgivet eller brugt i andre sammenhænge.

Det blev indledningen til et venskab, og arbejdet med bogen begyndte, men ingen af os syntes, at endnu en fotobog med billeder fra Vadehavet var det helt rigtige. Der skulle noget andet til, og ud af dette opstod idéen om et helt unikt koncept, hvor børnefortællinger skulle vokse ud af de mange fotos og på den måde give børn en anderledes oplevelse af naturen på Fanø.

Ida Marie og Josefine synes det var en sjov idé og gik straks i gang med at kigge tusindvis af fotos igennem og sortere de sjoveste fra. Det var ikke altid de mest usædvanlige dyr og heller ikke altid de allerflotteste skud med kameraet. Men det var til gengæld fotos som satte fantasien i gang.

Og så blev der ellers digtet. Som fader til pigerne havde jeg fornøjelse af at samle det hele og skrive de sætninger ned, som de fandt på. Det har givet nogle helt særlige og uforglemmelige øjeblikke, som jeg i dag er dybt taknemmelig for. Det skete undervejs, når de ind i mellem gik i stå, at jeg spurgte: “Hvordan ville I selv ha’ det i den situation?” Eller… “Hvad hvis man vender det hele på hovedet – hvad sker der så?” Og så kom Ida Marie og Josefine med nye idéer, som vi grinede af.

Det er blevet til utallige idéer til de utallige fotos, Mange fabler er sorteret fra, fordi andre bare var bedre. Og undervejs er der blevet skrevet om igen og igen, indtil fablerne fandt deres endelige form.

Da fablerne endelig var færdige, var det Niels-Viktor Mølsteds tur til at blive udfordret, da pigerne synes, at én af historierne manglede et par billeder, som han nu skulle forsøge at indfange med kameraet.

Det har været en fantastisk proces. Alt i bogen er digtet af Ida Marie og Josefine Olsen, og min rolle har blot været at hjælpe med at få skrevet deres ord ned og strukturet det hele, så alle de fantastiske fabler kunne blive samlet i en bog.

Det gør kun glæden endnu større, at det nu er lykkes at fuldende arbejdet med udgivelsen af bogen.

God fornøjelse!
Bjørn Olsen

Josefine og Ida Marie på Fanø

Ida Marie Olsen med kamera på Fanø. Som forberedelse til bogen var Ida Marie og Josefine flere gange med Niels-Viktor på tur for at opleve dyrene på nært hold. Foto: Niels-Viktor Mølsted.

Ida Marie Olsen med kamera på Fanø. Som forberedelse til bogen var Ida Marie og Josefine flere gange med Niels-Viktor på tur for at opleve dyrene på nært hold. Foto: Niels-Viktor Mølsted.

Comments are closed